Byg din egen træterrasse

af | 25 jul, 2024

Byg din egen træterrasse

At bygge en træterrasse er et spændende, men omfattende, projekt. Du får sat dine byggeevner på prøve, men resultatet er det hele værd – både at se resultatet af alt dit arbejde, men også den færdige træterrasse i sig selv, hvor du kommer til at nyde mange lækre sommerdage og -aftener.

Men at starte et projekt som en gør-det-selv træterrasse kan også virke lidt overvældende. Selvom du måske er en ferm gør-det-selv type, så kan det stadig være svært at vide, hvordan man bedst griber situationen an.

Derfor har vi lavet denne guide, hvor vi hjælper dig i gang, og hjælper dig med at få styr på, hvordan du bedst bygger din nye træterrasse.

Hvorfor vælge en terrasse i træ?

At have en terrasse er noget af det lækreste om sommeren – uanset hvilken slags terrasse, der er tale om. Nogle foretrækker træterrasser, mens andre hælder mere til fliser. Men hvad er fordelene ved en træterrasse fremfor en fliseterrasse?

Nogle af de største fordele er:

  • Udseendet på selve materialet
  • Det gør mindre ondt at falde på en træterrasse
  • Den kan i mange tilfælde være nemmere at bygge
  • Den tørrer hurtigere efter regnvejr

For mange er den største fordel helt klart udseendet. Træ har et blødere og varmere udtryk end fliser, og det giver en charme, som er helt afgørende i nogle tilfælde. Derudover kan den være fordelagtig for børnefamilier, fordi træet er blødere end fliser – og derfor gør det mindre ondt, når aktive småbørn tumbler rundt derpå.

Hvis det er nogle fordele, som du kan se en fornuft i, og hvis du er vild med udseendet på en flot og hyggelig træterrasse, så er du endt det rigtige sted.

Hvordan forbereder man på at bygge en træterrasse?

Forberedelsen er en stor del af ethvert projekt, og der er nogle ting, som er gode at få styr på fra start. Vi kigger her på nogle af de vigtigste dele af forberedelsen, som vi vil mene inkluderer:

  • Placeringen af terrassen
  • Hvordan den skal se ud
  • Valg af træsort til terrassen, og bestilling af materialerne

Det er tre ting, som vi mener, at du absolut skal have styr på inden du går i gang. For nogle vil det måske være åbenlyst, men vi kender godt det med, at man gerne vil i gang med det samme, og måske ikke lige helt får lavet alle forberedelserne i forvejen.

Byg din egen traeterrasse 2

Planlæg placeringen og udseendet

At finde det rette sted at placere terrassen, og bestemme hvordan den skal se ud, er to ting, som hænger tæt sammen. Ofte vil udseendet jo afhænge af, hvor terrassen er, og hvordan man bedst udnytter pladsen.

Det handler om at vælge et sted, som har den helt rigtige balance mellem sol og skygge, hvor der ikke kommer for meget vind – men stadig nok til lige at sætte bevægelse i luften.

For at vælge det helt rette sted, og den helt rette opbygningen af terrassen bør du overveje:

  • Er der nok sol og skygge, og kan man designe terrassen på en måde, som udnytter det bedst muligt?
  • Kan man skærme af for vind eller regn?
  • Er det let at komme ud på terrassen, hvis man f.eks. har tallerkener, gryder og andet madudstyr, hvis man gerne vil spise der?
  • Er der god plads til hjemmets beboere, men potentielt også gæster?

Mange vælger typisk at sætte en terrasse, så man kan gå direkte der ud fra f.eks. en stue eller køkkenalrum. Det gør det nemt, hvis man ønsker at spise derude – men det er stadig vigtigt at vurdere, om den er placeret på den rette side af huset, så der er sol, når man har brug for det.

Når man har de rette sol- og skyggeforhold, så handler det også om muligheden for at skærme af, hvis der er behov for det. Kan der blive plads til en parasol på terrassen, eller er der måske mulighed for at opsætte et læhegn – enten et fast, eller et som kan trækkes ud? På disse måder kan du nemlig få mest muligt ud af terrassen i al slags vejr.

Få en professionelt designet terrasse

Hvis du føler dig lidt overvældet af disse beslutninger, så kan vi ikke bebrejde dig. I disse situationer kan det være en god ide at rådføre sig med nogen, som har forstand på det, f.eks. en arkitekt eller en anlægsgartner. De ved nemlig hvordan du vælger den rette placering, og hvordan du får absolut mest ud af den.

Hvis du vælger at søge lidt hjælp, så kan du ofte selv vælge omfanget; måske ønsker du blot rådgivning til at vælge det rette sted og den rette type design, eller måske ønsker du nogen, som kan tegne den perfekte terrasse for dig. Uanset graden, så kan du med garanti få den hjælp du har brug for gennem 3byggetilbud.dk; med tre uforpligtende tilbud på din opgave, så kan du nok finde den rette til at hjælpe.

Få 3 arkitekt tilbud, helt uforpligtende

3byggetilbud giver dig 3 tilbud fra arkitekter. Det er helt gratis og uforpligtende.

Byg din egen traeterrasse3

Valg af materialer

Selvom du allerede har besluttet, at det skal være en træterrasse, så er der jo mange forskellige træsorter at vælge mellem – og de har alle deres egne fordele og ulemper til en terrasse. Vi har derfor samlet alt denne info til dig i vores guide til det bedste træ til terrassen, hvor du netop kan finde ud af, hvad der giver bedst mening for dig.

Når du har valgt de rette materialer, så er det vigtigt, at du får bestilt det hjem, så det er klar til, at du kan komme i gang. Der er få ting mere irriterende end at gå i gang med et projekt, som man er nødt til at pause midtvejs, fordi man ikke lige har de materialer, man skal bruge.

Sørg derfor for at bestille i god tid.

Træterrasse gør-det-selv: Sådan gør du

Når du har styr på placeringen og hvordan terrassen skal se ud, så er det jo reelt set bare et spørgsmål om at komme i gang – og det er her, det bliver spændende. Vi anbefaler, at du har en form for skitse eller endda en plantegning at arbejde ud fra, men der er også mange, som vælger bare at gå i gang med byggeriet.

Som udgangspunkt er der tre skridt i byggeriet:

  1. At bygge det underliggende træskelet
  2. At lægge selve terrassebrædderne
  3. At bygge eventuelle ekstra konstruktioner, som rækværk, trapper og lignende

Det virker relativt simpelt, når man kigger på det – og det er det reelt set også. Så vi er ikke i tvivl om, at dit projekt nok skal blive en succes. Men lad os se lidt nærmere på, hvad du skal gøre, i de forskellige trin undervejs.

Byg din egen traeterrasse 4

Byg træterrassens skelet

I opbygningen af træterrassen er det vigtigt, at du bygger en solid trækonstruktion, som vil udgøre det underliggende skelet for byggeret. Det er herpå, du skal montere brædderne, så du får en terrasse, hvor det hele fungerer, og brædderne selvfølgelig ligger lige.

Det er ekstremt vigtigt, at konstruktionen netop er solid, og derfor anbefaler vi, at du bygger den med stolper, som er gravet ned og støbt fast i beton. Det hjælper med at give en konstruktion, som ikke kan rykke sig, og som vil stå helt fast mange, mange år ud i fremtiden. Disse stolper skal stå med jævne mellemrum, og de skal naturligvis passe i forhold til din tegning – men vi anbefaler ikke, at du har mere end 3 meter mellem dem, da det godt kan svække konstruktionen.

Derefter skal der lægges nogle tværgående bjælker ud i konstruktionen. Det er disse, som du kommer til at skrue terrassebrædderne fast på, og det er derfor ret vigtigt, at de er i orden. Vær opmærksom på:

  • De skal være solidt monteret på stolperne – som udgangspunkt skal de være boltet fast.
  • De skal ligge med jævne mellemrum, så du sikrer, at brædderne understøttes korrekt.
  • Vi anbefaler gerne et mellemrum på maks. 50-60 centimeter mellem dem, men gerne lidt mindre.
  • Du skal være helt sikker på, at de ligger lige – ellers bliver terrassen skæv.
  • Hvorvidt de skal ligge i perfekt vater er ikke altid ligetil; i nogle tilfælde ønsker du et fald, så vandet kan løbe af – og det skal naturligvis være væk fra huset.
  • Dobbelttjek altid, at det hele ligger korrekt, for det vil være svært at rette op på senere. Læg eventuelt et par brædder løst på for at se, om de kommer til at ligge rigtigt.

Hvis du følger disse retningslinjer, så vil du ende med en konstruktion, hvor brædderne kommer til at ligge rigtigt på, og som giver den nødvendige støtte og soliditet, som din træterrasse har brug for.

Kan man lægge træterrasse ovenpå fliser

Du kan sagtens lægge en træterrasse ovenpå eksisterende fliser, og du vil ofte opleve, at det giver et meget solidt grundlag, hvis fliserne ligger ordentligt. Fliser vil typisk ligge på et lag af sand (og potentielt stabilgrus), hvilket har til formål at sikre, at de ikke synker eller skrider.

Hvis fliserne stadig ligger lige, så kan du reelt set bare lægge dit underliggende træskelet ud, hvor de hviler på fliserne. De skal naturligvis stadig være spændt fast, så bjælkerne ikke skrider. Hvis du lægger din træterrasse ovenpå fliser, som ikke ligger helt lige, men ikke har risiko for at synke yderligere, så vil du kunne få den til at ligge lige ved at klodse op, der hvor der er behov for det.

Du kan derfor sagtens lægge den på fliserne, uden at den skal hæves betragteligt, fordi underlaget er stabilt. Det er derfor, at du f.eks. ikke kan lægge din træterrasse på græs.

Byg din egen traeterrasse 5

Læg træbrædderne

Når den underliggende konstruktion er færdig, så er du klar til at lægge brædderne, som skal udgøre selve træterrassen. Denne del er meget ligetil, da det reelt set blot handler om at lægge brædderne ud på bjælkerne, hvorefter du vil skrue eller sømme dem fast til de underliggende bjælker.

Du skal altid lægge dem med en smule mellemrum, det giver mulighed for, at vanddråber kan løbe ned mellem brædderne. På den måde undgår du, at vandet lægger sig mellem bjælkerne, som kan lede til fugtskader. Typisk siger man, at de bør ligge med ca. 1 centimeters mellemrum.

Som udgangspunkt anbefaler vi, at du monterer dem på alle bjælker – selvom det giver flere skruer eller søm, som er synlige i overfladen, så giver det også meget mere stabilitet til din træterrasse.

Vi foretrækker selv at bruge skruer, fordi de sidder bedre fast, og de giver en mere holdbar konstruktion – men hvis du ønsker, så kan du godt bruge søm i stedet. De kan dog risikere at løsne sig en smule, hvis træet bliver vådt.

Du kan med fordel bruge rustfri skruer til træterrassen. Det er svært at undgå, at den bliver fugtig – og derfor kan normale skruer komme til at ruste, hvilket i længden vil ødelægge dem.

Byg de specielle elementer på træterrassen

Når brædderne er sat fast, så har du reelt set en træterrasse – men det kan jo være, at der lige er nogle afsluttende ting, som skal udføres. Hvis der er lidt højde på den, så kan mange f.eks. foretrække at lave deres træterrasse med hegn, så den bliver lidt mere sikker at opholde sig på, og det er specielt gældende, hvis der er børn, som kommer til at bruge den.

Ligeledes kan du også have brug for en trappe, eller en form for trin, så bliver lidt lettere at komme op og ned. Hvis du skal lave din træterrasse med trin eller hegn, så handler det om at montere disse på selve bjælkekonstruktionen, fordi det hjælper med at gøre den mere solid og holdbar.

Der kan selvfølgelig også være nogle særlige forhold i konstruktionen, når laver din opbygning af træterrassen. Det kunne f.eks. være:

  • At du vil lave træterrassen i flere etager
  • At du vil lave en rund træterrasse
  • At du vil lave en træterrasse, som kan skilles ad i vintermånederne

Disse er blot nogle eksempler på de ting, vi gennem tid har set – og som faktisk kan være nogle fantastiske idéer. De kræver typisk lidt mere snilde og erfaring, men det kan være et spændende projekt at kaste sig ud i, og du kan ende med at få en helt særlig terrasse, som bare er helt perfekt til dine behov.

Vores råd er derfor altid: Byg selv en terrasse, hvis du har muligheden – for det giver dig bare et resultat, som er unikt og perfekt til dine ønsker.

Byg din egen traeterrasse 6

Hvad koster en træterrasse pr. m2?

Det er desværre nærmest umuligt at give et svar på, for der er så mange ting, der spiller ind. Det handler nemlig om alt fra hvordan du ønsker den skal være og se ud, og om du har særlige ønsker, til hvilken slags træ, du ønsker at lave den af – og netop priserne på træsorter svinger meget.

Du kan derfor sagtens lave en træterrasse til en relativt lav pris, men du kan også ende med en, som koster adskillige gange den pris. Derfor kan vi ikke give dig et helt konkret svar.

Hvis du gerne vil have en god ide om prisen, så kan du altid kontakte en professionel for at høre, hvor meget de regner med, at det ville koste, og hvordan du bedst kan bygge den. Gennem 3byggetilbud.dk kan du f.eks. kontakte en tømrer, som kan give dig et godt bud i forhold til materialeforbrug og -omkostninger.

Selvom denne vejledning selvfølgelig koster løn ift. rådgivning, så kan det ende med at give dig et meget klarere overblik, og du kan potentielt lære nogle ting undervejs, som kan spare dig mange penge i projektet.

Få 3 tømrer tilbud, helt uforpligtende

3byggetilbud giver dig 3 tilbud fra tømrere. Det er helt gratis og uforpligtende.

Hvordan sikrer man at træterrassen holder sig bedst?

Når du har bygget din lækre træterrasse, så vil du selvfølgelig gerne have, at den også holder i lang tid, hvor den forbliver pæn og i topstand. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at vedligeholde den, så den kan holde til de ting, den udsættes for.

Behandling af træterrassen består typisk af, at man olierer træet. Det hjælper nemlig med at beskytte dem mod både vejret og insekter, som er de ting, der oftest vil komme til at skade den. Ved at gøre dette, når den er færdigbygget, og derefter en gang om året eller sådan, så vil du kunne forlænge træterrassens levetid markant – og det vil du takke dig selv for hver eneste sommer.

Har du brug for hjælp til at bygge terrassen?

Selvom dette er tænkt som en guide til at hjælpe dig med at bygge terrassen, så er der ingen skam i at indse, at det måske er et lidt for omfattende projekt. Det er tidskrævende, og derudover er det også en god ide, at du har en form for erfaring med byggeri; hvis ikke du har dette, eller hvis du ikke helt føler, at du er klar til et projekt som dette, så kan du til enhver tid søge en professionel til opgaven.

Det kan du blandt andet gøre gennem 3byggetilbud.dk, hvor du kan få tre uforpligtende tilbud fra håndværkere i dit område; disse håndværkere er screenet af 3byggetilbud.dk, og du er derfor garanteret, at de har styr på deres kram, og at de lever op til dine forventninger. Du kan til enhver tid undersøge tilbuddene og se, om du finder den helt rette til at lægge din terrasse.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyeste indlæg